Overvægt er folkesygdom i den vestlige del af verden, og det vrimler med mirakelkure, der lover dig flad mave på rekordtid og nærmest med et trylleslag. Hvis det lyder for godt til at være sandt, er det nok også det.

Har du nået et punkt, hvor du synes at din vægt er blevet et problem for dig, fordi du måske oplever at den hæmmer dig fysisk, eller du er blevet bekymret for dit hjerte eller generelle sundhedstilstand? Du har sikkert også prøvet at gøre noget selv. Måske du har haft succes med at tabe dig før, men lige stå stille er kiloene kommet på igen, og måske endda flere end før, eller måske du har gjort mange forsøg, men altid stoppet efter et par dage, fordi det er blevet lidt for surt, kedeligt og der er ingen plads til det du godt kan lide?

Løsningen er ikke en kur. En kur kan sagtens medføre et endda stort vægttab, men det varer yderst sjældent ved. Der er en vej, og det er en varig kost- og livsstilændring. Og det er slet ikke kedeligt, for det handler om lige netop dig.

Vi kommer til at tale grundigt om dine kostvaner og din livsstil i det hele taget, men allervigtigst, om hvad der motiverer dig. For det er først og fremmest dit valg. Du har sikkert et ønske om noget du vil opnå. Måske din læge eller familie har sagt det var en god ide for at gavne dit helbred, og du kan også godt se fornuften og vil gerne være de ekstra kilo foruden der måske tynger dig, men hvad betyder det for dig, sådan helt grundlæggende? Det er dér, vi skal have fat og det er den motivation, vi skal arbejde os ud fra. Jeg er din guide og støtte i processen, men det er dig der skal gøre dig erfaringer, mærke efter, hvordan det påvirker din krop og dit mentale velvære og lige så stille indarbejde nogle vaner i din hverdag, der føles naturlige og passer til dit temperament.

Som en hjælp til at følge din udvikling, får du ved hver konsultation målt talje- og hofteomfang og du bliver vejet på en professionel bioimpedansvægt, der måler kropssammensætning og fortæller, hvor meget der er hhv. fedt- og muskelmasse. Det kan være en stor hjælp undervejs, for nogle gange kan det ske, at vægten ikke ændres, men der kan alligevel ske store forandringer inde i din krop, da der sker en omfordeling fra fedt- til muskelmasse.

Du er velkommen til at kontakte mig og høre nærmere om, hvordan jeg kan hjælpe dig.

Se priser og tilskudsmuligheder her