Denne bønnepostej (eller bønnespread) er rigtig nem og hurtig at lave. Du skal bare blende, og den er klar til brug!
For at give en fyldig smag, har jeg brugt valnødder sammen med kapers og salvie. Salvie er en lidt overset krydderurt herhjemme og det er en skam for den kan noget helt særligt smagsmæssigt. Den vokser rigtig godt i haven, eller en potte på altanen, og breder sig let uden at du behøver bekymre dig om den, og du kan hente friske blade ind hele året rundt. Der skal kun en ganske lille mængde til for at give smag.
Indhold
- 240 g udblødte og kogte kidneybønner (svarende til en dåse)
- 50 g valnødder
- 1 fed hvidløg
- 1 spsk. hakket, frisk salvie (eller ca. 1 tsk tørret)
- 30 g små syltede kapers
- ca. 2 spsk. vand
- Lidt friskkværnet sort peber
Fremgangsmåde
Kom alle ingredienser i en minihakker, eller i en skål og blend med stavblender til blandingen er ensartet og sammenhængende. Tilsæt eventuelt 1-2 spsk. vand for at samle blandingen og gøre det lettere for din minihakker/stavblender at arbejde massen igennem.
Det er som udgangspunkt ikke nødvendigt at tilsætte ekstra salt, da der tilføres rigeligt fra de syltede kapers, men juster efter din egen præference.
Brug som pålæg på rugbrød eller dip til grøntsagsstænger.