Muffins med squash går man aldrig fejl af. Squash tilfører en lækker saftighed til kagen og er en nem måde at få lidt mere grønt ind i sin kost. Men ikke nok med det – for yderligere at forbedre sundhedsværdien, har jeg erstattet sukkeret med dadler. Desuden har jeg anvendt fuldkornsmel og hampemel… Smag og konsistens er stadig i top.
Her er det helt legalt at spise kage til mellemmåltid, også på hverdage. En muffin (80 g) indeholder 840 kJ/200 kcal og 6,6 g protein 🙂
Hampemel har dobbelt proteinindhold i forhold til speltmel, og er rigt på omega-3. Hvis du ikke kan få hampemel, kan du bare bruge ren fuldkornsspelt.
Istedet kan du tilsætte en god håndfuld hakkede valnødder for at højne omega-3 indholdet. Og smagen tager uanset ikke skade af lidt valnødder…
Ingredienser
- 3 dl sojadrik, neutral
- 1 dl rapsolie
- 150 g dadler uden sten
- 1 spsk æblecidereddike
- 3 tsk stødt kanel
- 1 tsk stødt ingefær
- korn af 1 vanillestang
- 1 tsk bagepulver
- 1 tsk natron
- 100 g hampemel, groft
- 200 g fuldkornsspeltmel
- 200 g squash, revet
Fremgangsmåde
- Blend dadlerne med sojadrikken, til det er en helt findelt og blød masse.
- Kom blandingen i en skål og tilsæt rapsolie og æblecidereddike. Rør godt rundt.
- Tilsæt krydderierne samt bagepulver og natron. Rør godt rundt.
- Tilsæt hampemelet og fuldkornsspeltmel. Rør godt rundt så alle klumper er udrørte og dejen er glat.
- Tilsæt den revne squash og rør godt rund i dejen, så squashen er jævnt fordelt.
- Hæld dejen i 12 muffinsforme.
- Bag ved 175 grader varmluft i ca. 25 min. Prik med en gaffel eller nål for at se om de er gennembagte. Hvis der hænger dej ved, skal de have lidt mere.
- Pynt evt. med lidt glasur og server med bær eller frisk frugt
Opbevares bedst på køl.